| |
Jeg
modtager nu sorghjælp på Stolpegården i Gentofte. Et tilbud jeg ikke kendte
eksistensen af, og som jeg først skulle høre om, da jeg havde ramt bunden.
Desværre er det ikke alle forundt, at modtage sådan et tilbud. Der kræver
for det første henvisning og for det andet - tja man skal vidst nok være
langt ude!!!
I midten af november måned
2003, havde jeg taget en uges ferie. Jeg glædede mig til den, og havde ingen
anelse om at ferien skulle ændre så mange ting, og påvirke mit liv i mange
måneder frem.
Allerede i starten af min
ferie, spekulerede jeg voldsomt over flere ting. Bl.a. hvordan jeg skulle
komme igennem 1-årsdagen for ulykken. Jeg havde fået fortalt om et dødsfald
i min omgangskreds, som jeg havde meget svært ved at tackle. Flere andre
ting påvirkede mig, og da jeg så i starten af ugen gik i gang med at rydde
Jespers stue, gik det helt galt for mig.
Jeg begyndte systematisk at
tømme min vinreol. Det skulle bare være mørkt, og min hjerne skulle holde op
med at tænke, mad fandtes ikke i denne uge - jeg spiste stort set intet.
Jesper fyldte mine tanker hele tiden med mindre jeg kunne finde mørke :-(
Om søndagen - sidste dag i min
ferie - havde jeg ingen anelse om, hvordan jeg skulle bære mig ad med at
møde på arbejde dagen efter - jeg var meget ulykkelig og desperat. Jeg
ringede efter min bror og bad ham hjælpe mig med at blive indlagt. Han kom
hurtigt ilende til min hjælp. Vi talte sammen et par timer og til sidst
kørte han mig til psykiatrisk skadestue i Glostrup. Tasken havde jeg
allerede pakket inden han kom. Jeg havde nu nået et punkt, hvor jeg vidste,
at jeg måtte have hjælp. Jeg var ikke så stærk, som jeg selv troede, og jeg
havde hele tiden været sikker på, at jeg nok selv skulle klare at komme
gennem min sorg.
På skadestuen rystede jeg som
espeløv, da jeg skulle forsøge at fortælle, hvad der var galt, og min bror
måtte sige det for mig. Heldigvis besluttede man at beholde mig. Jeg fik et
eneværelse med bad. Personalet var meget venlige og meget betænksomme. Jeg
fik nogle indsprøjtninger, som på mirakuløs vis gav mig noget energi. Jeg
fik to sovepiller, men havde svært ved at sove alligevel. På et tidspunkt
tidligt på natten ringede det på døren til skadestuen, og jeg blev grebet af
panik, det mindede for meget om ulykkesnatten. De gav mig to sovepiller
mere, og så kunne jeg sove. Dagen efter havde jeg en samtale med en læge,
som ville henvise mig til Stolpegården, en afdeling af Gentofte amtssygehus,
som havde erfaring med sorgbehandling, jeg skulle dog forvente 2 til 3
måneders ventetid. Jeg blev allerede udskrevet om mandagen igen, hvilket jeg
var meget glad for.
De næste 5 dage tilbragte jeg
hos min bror og hans kone, hvor jeg fik kærlig pleje (og god mad). Det var
utrolig rart for mig at være hos dem disse dage, og de var gode at tale med.
Jeg sov trygt og godt om natten. Om dagen, når de var på arbejde, kørte jeg
som regel ind til byen, besøgte min søster og mor, så til mit hus, og
besøgte min arbejdsplads.
Alle var blevet meget
forskrækkede, efter jeg var brudt sammen. Hvorfor havde ingen set det komme?
Jeg kan kun - desværre - sige, at selvom man havde haft en chance for at se
det inden, havde jeg ikke været parat til at modtage hjælp, jeg havde helt
sikkert afvist det.
Om fredagen vendte jeg hjem
til mit hus igen. Min bror og min søster havde tilbudt at komme og hjælpe
med at rydde op. Siden ulykken havde oprydning og rengøring stort set været
en by i Rusland. De kom og hjalp, og jeg græd af glæde, da vi var færdige.
Der var pludselig pænt og ordentligt i mit køkken, entre og stue, og jeg var
i stand til at slappe lidt af i nogenlunde hyggelige omgivelser. Det var en
fantastisk dag med min bror og søster, og jeg er dem evigt taknemmelig for
deres hjælp. Det var dog ikke sidste gang de var forbi, også næste gang
kunne man se stor forskel på før og efter de havde været der, og igen meget
dejligt at være sammen med dem, og en rar følelse for mig selv at være i
stand til at acceptere at få hjælp.
Midt i december blev jeg kaldt
til en forsamtale på Stolpegården, hvor man skulle bedømme, om jeg kunne
modtage behandling hos dem. Det fik jeg heldigvis at vide med det samme, at
jeg kunne få. Der ville muligvis allerede blive en plads i januar måned.
Min mor og søster kom om
eftermiddagen på 1-årsdagen for ulykken. Sammen tog vi på kirkegården, her
mødte vi mere familie og flere af Jespers venner. Som også havde været forbi
med blomster eller været og tænde lys. Min bror og hans kone kom senere på
aftenen. Det var rart at de var der den dag, og den var slet ikke så slem at
komme igennem, som jeg havde været så frygtelig bange for.
På min arbejdsplads modtog jeg
i januar måned en telefonopringning. Det var Stolpegården, som spurgte om
jeg kunne starte allerede torsdagen efter. Jeg glædede mig til at starte,
men var også meget nervøs. Jeg skulle starte samtaleterapi i en gruppe med
andre sorgramte, og jeg havde ingen ide om, hvad dette skulle indebære.
Terapien vil foregå hver torsdag og vare 3-4 timer.
Den første dag skulle jeg blot
præsentere mig for de andre, resten af tiden gik med at lytte, og prøve at
finde ud af, hvad man skulle gøre. Jeg kom nu ind i en periode, hvor jeg
igen bliver vildt træt. Min hjerne skulle til at tænke meget på Jesper igen.
Jeg skulle også lære de andres tab at kende, og det var vildt hårdt også at
skulle bearbejde deres tab og deres følelser.
Selve terapien går ud på, at
man skal skrive et brev til den man har mistet (dvs Jesper). Det man skal
skrive, bliver i starten bestemt af terapeuterne (der sidder 2
professionelle i gruppen), men senere kan man selv være med til at bestemme,
hvad man vil skrive om.
Man kommer ikke sovende til
brevene. Det gør utrolig ondt at skrive dem, og endnu mere ondt at læse dem
op for de andre i gruppen. Et emne kunne f.eks. være: "hvad er det du savner
så meget". Hvad jeg skal skrive, og hvordan jeg skal formulere det, så det
virkelig udtrykker mine følelser, tænker jeg på næsten hele tiden.
De andre i gruppen får jo
tilsvarende opgaver. Da vores sorg er forskellig, og vores måde at håndtere
sorgen er forskellig, er der meget at lære af hinanden. Der er en meget stor
samhørighed i gruppen, næsten som en familie. Da vi alle er i "samme båd" er
der også meget stor forståelse for hinanden. Jeg ville meget gerne skrive om
de andre, men det er ikke tilladt, og en del af den gensidige tillid er
også, at hvad der bliver talt om, bliver i det rum, hvor det er sagt.
Når jeg er usikker overfor et
eller andet i min hverdag, kan jeg spørge de andre i vores pause, og en af
dem har altid et godt råd.
De timer man er i gruppen går
altid meget hurtigt. Der bliver fortalt mange "historier" og der bliver
grædt meget. Der bliver heldigvis også grint en del. Vores reaktion på vores
sorg er meget lig hinanden og alene at vide dette, er en hjælp i sig selv.
Jeg genkender mig selv og min sorg i de andre.
Man har fra starten fået at
vide at et behandlingsforløb normalt vil vare fra fire måneder til et halvt
år. Hvor længe jeg skal gå der, ved jeg endnu ikke, men jeg er meget glad
for at være i gruppen, og føler virkelig, der er sket noget. Vi er nu i
starten af april måned 2004, og jeg er ikke længere, helt så vanvittig træt
(dvs jeg kan holde mig vågen til omkring kl. 22 hver aften. Jeg er så småt
begyndt at finde interesse for forskellige ting igen, ikke lige de samme som
inden ulykken, men dog nogen jeg har haft for flere år siden. Jesper er
stadig meget i mine tanker, men på en anden måde og ikke hele tiden.
Jeg har i år været nødt til at
sige nej til meget, jeg har ikke overskuddet. Den smule energi og glæde jeg
har fået tilbage på nuværende tidspunkt er meget skrøbelig. Jeg har stadig
mine mørke stunder, men de bliver da kortere og kortere. Men det kræver
kræfter hver gang, at kravle op fra de huller jeg falder i. Så jeg passer
meget på mig selv, og prøver at lade være med at sige ja til mere, end jeg
umiddelbart kan overskue.
|
|