Sorghjælp skrevet 03.09.04

Da jeg skulle til at skrive dette opdagede jeg, at jeg havde skrevet en sorghjælp 11.06.2004 uden at udgive den, så den er kommet ud samtidig!

Vi er nu i september måned. Hvad der lige skete de sidste to til tre måneder er svært at forklare. Min forholdsvis kortvarige nedtur i juni. Blev hurtig fuldt op af en masse gode oplevelser. Jeg fik også bearbejdet hele forløbet af denne nedtur i sorggruppen. En enkelt kollega sagde til mig: "Nu er du vel ikke ved at gå helt ned med flaget igen?", så jeg må også have lignet en hængt kat.

Vi holdt pause i sorggruppen det meste af juli måned. På trods af det nedtrykkende vejr nød jeg denne pause. Det koster mange kræfter at gå i gruppen.

Spørgsmålene jeg fik af de professionelle i gruppen, havde taget en drejning. I starten handlede det meget om at få selve sorgen bearbejdet. Næste proces handlede om omgivelserne - forhold til familie, venner og kolleger. Sidste fase (kan jeg sige nu) bearbejder meget fremadrettede emner. F.eks. hvordan jeg aktivt kan bidrage til at forbedre, de ting/situationer jeg er utilfreds med (som regel er jeg selv skyld i min egen utilfredshed).

Første gang jeg vendte tilbage til gruppen efter vi har holdt pause i juli måned må jeg have ændret mig. For da jeg har læst mit brev op, bliver jeg spurgt om, hvorvidt jeg er klar til at stoppe. Jeg havde lidt håbet på dette spørgsmål, men blev alligevel overrasket. Man skal jo så forlade et frirum og omsorgsfuldt sted, hvor det er tilladt at sige alt. Da jeg sagde, at jeg følte, at jeg er klar, blev der fastsat en dato.

I mellem dette tidspunkt og slutdatoen (02.09.2004), sker der meget. Jeg skal holde 3 ugers ferie (laaang tid). Jesper har fødselsdag og jeg har selv fødselsdag (dagen efter Jesper). Nogle af de sidste ting, der er talt om i gruppen, er hvad jeg aktivt kan gøre for at få en god ferie. Jeg har aldrig holdt en ferie som denne. Der har været masser af besøg. Jeg har selv været på besøg, og jeg var igen ude og fiske på det Gule Rev. Fik en rigtig god fisketur (med de første tømmermænd i knap et år), og er ved at arrangere tur til næste år igen. På Jespers fødselsdag havde jeg besøg af familien, hvor vi havde en rigtig hyggelig grillaften med kanon vejr. Morten kom til grill 2 dage efter, hvor vi sad og hyggede nogle timer. Jeg havde venner til kaffe og blomsterbesøg :-), også en en god gammel folkeskolekammerat lagde vejen forbi, Henri, som jeg håber, at se meget mere til de kommende år sammenlignet med de foregående år. Jeg har været ekstremt mange timer i min have og blev slet ikke slået ud af dårligt vejr (tog bare en jakke og kasket på). Min bror tog en overnatning her og hjalp med at køre en masse skrammel på genbrugspladsen.

Jeg er startet på arbejde efter ferien og kører et højere gear (ikke for højt :-) ). Jeg har også lige bestilt tur til Prag med 4 gode venner, og fisketur med min bror sidst i oktober måned.

Sorggruppen er nu slut for mig. Hvordan jeg skulle have rejst mig igen uden deres hjælp ved jeg ikke. Jeg har lært utrolig meget i de ca. 8 måneder jeg har gået der hver uge (kun ét afbud - og det var da jeg var ude og fiske for 10 dage siden). Ikke kun om sorgbehandling, men livet i det hele taget. De råd jeg har fået og de erfaringer jeg har draget i den gruppe vil jeg aldrig glemme. Den professionelle behandling og samtidig meget stor medmenneskelige indlevelse fra terapeuterne er helt uden beskrivelse.

Næstsidste gang man går i gruppen, skal man skrive et afskedsbrev til den man har mistet. Dvs. jeg skulle skrive farvel til Jesper. Tanken om at skulle skrive dette begyndte først at tage magten fra mig, så jeg skyndte mig med, at få det jeg ville skrive ned i tekst, Det gav mig en ro til fortsat at have en god ferie - at det var overstået.

Jeg var glad for afskedsbrevet. Det havde en god formulering og udtrykte mange af de tanker jeg har  og har haft om Jesper pt. Alle græd da jeg læste det op, og det var bestemt ikke nemt at læse højt.

Sidste brev er en afsked til selve gruppen. Dette brev er ikke så hårdt - hverken at skrive eller læse op. Stadig et godt brev, og positive tilbagemeldinger på dette. Denne dag får jeg en tilbagemelding fra den professionelle om hele mit forløb i gruppen. Kan kun sige, jeg var meget rørt over denne tilbagemelding.

3 af os "gamle" i gruppen mødes privat ca. hver anden tredje måned til en bid mad, "healing" og tarokkort, men mest hyggesnak (vi har alle 3 mistet et barn, det er nu ikke det vi taler om).

Min søster spurgte på et tidspunkt, om hun måtte læse de breve jeg skrev til hver torsdag i sorggruppen, så dem sendte jeg til hende, hver gang jeg havde skrevet et. Nu har min mor og min bror også læst dem alle. Set i bakspejlet skulle jeg selv have tilbudt hele familien brevene fra starten. En enkelt kollega har læst nogle af brevene.

Har jeg så glemt Jesper?

Nej! Jesper vil et eller andet sted leve, så længe jeg lever, om ikke andet så i mit hjerte, men også i familiens og venners hjerter. Jeg har fundet en ro med Jesper. Jeg kan meget tit mærke ham og vil nok aldrig helt forstå, hvad der er sket, men mareridtene er blevet afløst af drømme fyldt med en masse minder. Jeg går nu ofte på kirkegården, ikke for at undgå dårlig samvittighed, men fordi jeg har lyst til det.

Det sidste rum, der stadig er fyldt med Jespers ting (hans stue), skal i denne vinter bruges til opbevaring af blomsterkrukker, og tidlig dyrkning af nye planter.

Æret være Jespers minde!        Forza Brøndby (Det ville han jo have sagt)!

                                               Tilbage til jenhan!